Slægtsgårdssangen

Melodi: Velkommen lærkelil.

Er tiden end lidt kry
med jetlarm under sky,
stilfærdigt er mit sted i Danmarks have.
Den gård var fædres ly,
det hjem familiens ry,
mit hus er mange slægtleds mindegave.

Bag såmaskinespor
hvor kornet givtigt gror
og gror, så det er hele folkets føde,
som sået efter snor
på slægtens gode jord -
i denne grokraft skal jeg livet møde.

Om tiden hånligt ler,
jeg har mit stade her,
hvordan end verden kaster med sin terning.
Mod alt som hastigt sker,
så går det sindigt her
at holde troligt fast ved slægtens gerning.

Det synker sent i grus,
hvad arvet er som hus,
ja, mer end hus, et hjem, som jeg forvalter,
så ejerglædens rus
går til i tidens brus,
den ofrer jeg på fædrelandets alter.

Gustaf Bengtsson

Sunget første gang på Christiansborg den 13. juni 1981.