Slægtsgårdsforeningen

Artikel af Ole G. Nielsen i Slægtsgården nr.384, oktober/november 2006.

Sædding Storgård

Sædding Storgård ejes af Bente og Peder Mouritsen. Peder Mouritsens 14xtipoldefar, Jens Barfoed, er den første ejer, som historikerne kender på gården.

Peder Mouritsen er næstformand i Dansk Slægtsgårdsforenigen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, medlem af bestyrelsen for Det kongelige Danske Landhusholdningsselskab m.v.

 

Driften

Sædding Storgård er udgangspunktet for hele bedriften, der består af 5 gårde, som omfatter 427 ha ejet jord og dertil 160 ha forpagtet. Der dyrkes 160 ha med græs, 130 ha med korn, 80 ha med majs til ensilage, 60 ha med majs til kolbehøst, 55 ha med kartofler, 40 ha ærtehelsæd, 20 ha helsæd og endelig ligger 40 ha brak. Der er 10 ha skov til Sædding Storgård.

Produktionen består årligt af 2.800.000 kg mælk, 8-9.000 slagtesvin og 25.000 hkg kartofler til fabrik samt i alt 350 tyre og udsætterkøer.

Køernes ydelse ligger på næsten 10.000 kg. energikorrigeret mælk.

Arbejdsstyrken består af 5 ansatte samt en elev i sommerhalvåret.

 

På Sædding Storgård er opstaldet 330 rød- og sortbrogede malkekøer. De mindste kalve er på ejendommen, hvortil der hører 110 ha.

 

Søndervang købte Bente og Peder Mouritsen i 1982, og her boede de indtil 1998, da de flyttede til Sædding Storgård. Søndervang har nu ca. 100 ha og der produceres årligt 1.500 slagtesvin. Her er også maskinhus og værksted.

 

Lindegård blev købt i 2003, der er 40 ha og den store hal bruges til lager.

 

Lønnehedegård erhvervedes i 2004. Der hører omkring 70 ha til gården. Efter renovering af stalden anvendes den til kvier, der går her fra de er 10 måneder og indtil kælvningen. Her er også 170 tyrekalve af egen produktion, der fedes op.

 

Lundagergård blev overtaget i 2006 og her produceres årligt 7.000 slagtesvin. Der hører ca. 100 ha til gården.

 

Bygninger

Sædding Storgårds stald og lade nedbrændte i 1969. Der opførtes nye bygninger, som siden er fornyet.

I 1978 byggedes en ny kostald, som efter at den nye stald blev bygget i 2002, er, blev ombygget til ungdyrstald.

I 1985 opførtes et nyt stuehus, hvis sidefløje til garage og personalerum tilføjedes i 2002.

 

Historien

De ældste oplysninger om Sædding Storgård beretter, at det var en gård under Skrumsager gods, men i midten af 1400-tallet blev den en hovedgård, idet ejeren, Jens Barfod, adledes i 1455.

Jens Barfod er 14xtipoldefar til gårdens nuværende ejer, Peder Mouritsen.

 

Slægten Barfod er en meget gammel slægt, som af genealoger kan føres tilbage til det 3. århundrede på øen Man i Det irske Hav, når man bruger begrebet ”tvivlens ret” til dække over tvivlsomme konklusioner.

 

I H. K. Kristensens bog om Nr. Nebel og Lydum sogne fra 1958 fortælles:

”Fra Sædding Storgård stammer den kendte slægt Barfod, der endnu tæller mange levende medlemmer rundt omkring i landet.

 

I den danske præsterække

kan man navnet Barfoed se

mange hundred år tilbage

både med og uden e.

Men i romerkirkens dage

Var de bønder som Jens B.

 

Stamfader Jens fra Nørre Nebel

har, om krøniken er sand,

lånt en farlig hoben penge

til den første Kristian,

som kvittered ved at gøre

gamle Jens til adelsmand.

 

For Jens Barfoed tjente grunker

hver gang han med næveklask

solgte stude – men de penge

tabte efterslægten rask.

Samme vej gik adelskabet,

det gik også af i vask.

 

Slægten spredtes over hele

landet, rundt i øst og vest.

præster blev de næsten alle,

skåret over samme læst.

Mange børn og ingen penge,

Det er skæbnen for en præst.

 

Således rimer ”Ærbødigst”, Viggo Barfoed. Krøniken om adelskabet er nu ikke helt sand på den måde, ”Ærbødigst” fortæller den. Man ved ikke noget om, at stamfader Jens har betalt ”en farlig hoben penge” til Kristian den Første, men man ved, at han blev adlet, fordi en anden mand bad kongen om at gøre det. Det var en svoger, hr. Tyge Terkelsen, kannik ved Ribe Domkirke og senere dekan og kantor, der fik det ordnet.

 

Adelsbrevet lyder således:

”Vi Kristian med Guds nåde Danmarks, Norges, Venders og Goters konge, greve udi Oldenburg og Delmenhorst gør vitterligt: alle mænd, som nu er og komme skal, at vi for vor elskelige klerk og tjeners, hr. Tyge Terkelsen, kannik i Ribe, bøns skyld, så og for troskab og villig tjeneste, som denne brevviser Jens Barfoed til Sedinge, fornævnte hr. Tyges svoger, at hans rette børn og afkom Os og vore arvinger og efterkommere, konger i Danmark, og riget herefter troligen gøre og bevise må, haver undt og givet og under og giver med dette vort åbne brev fornævnte Jens Barfod og hans rette ægte børn og afkom frihed og frelse, som andre riddere og svende udi Vort rige Danmark har, med skjold og hjelm til evig tid, som er en bar fod i et blåt felt i skjoldet og to bøffelhorn, hvide og blå, overkors på hjælmen.”

Underskrevet i København, en 13. april 1455.”

 

Dengang var en adelsmand en selvejerbonde, der kun skilte sig ud fra den andre selvejere ved at have rustning, den militære forpligtigelse og den dermed hørende personlige skattefrihed for den jord, som han selv dyrker.

 

I 1493 overtog sønnen Knud Barfod Storgård, og året efter udnævntes han til herredsfoged. Under Grevens Fejde (1534-36) gør Barfod fælles sag med bønderne og mod de fleste adelsmænd i forsøget på at befri ”Den fangne Ørn”, kong Christian den Anden. Da opstanden sloges ned, dømtes deltagerne fra deres gårde, så selvejerne blev fæstere.

 

Knud Barfods ældste søn Jens Barfod overtog Storgård, der var i efterkommeres brug indtil 1626. Efterhånden blev Storgården delt i flere ejendomme.

 

En yngre søn af Knud Barfod, Niels Barfod, fik en anden gård i Nr. Nebel. Niels Barfods efterkommere Christiane Christensdatter blev i 1760´erne gift med Niels Christensen, der i 1760 havde fæstet Storgård af faderen Christen Jessen. Hans far, Jes Pedersen Dal, havde købt gården i 1718.

I 1771 købte Niels Christensen Sædding Storgård, som han beholdt til 1797.

I hans tid så gården således ud: Stuehuset, der var orienteret nord-syd, var 11 fag, 10 alen vid og opført af bindingsværk med tavlmur og to skorstene, alle øvrige bygninger var kun lerklinede. Stalden lå øst-vest, 23 fag og 9 alen vid, laden lå syd-nord, 11 fag og 10 alen vid, ved enden af den lå et tørvehus på tre fag og 8 alen vid. Stuehuset hørte til de få, der før 1800 havde tavlemur overalt, så det var sognets flotteste gård, skrev H. K. Kristensen i sin sognehistorie.

Sønnen Kristian Jessen Nielsen blev ejer i 1797. Han var gift med Christiane Jørgensen fra Nr. Nebel, og deres søn, Jørgen Kristiansen overtog gården i 1829. Han var gift med Ane Nielsdatter fra Lydumgård. Jørgen Christensen øgede gårdens areal ved tilkøb af parceller og erhvervede krobevilling. Denne ophævedes inden han i 1862 overlod gården til sønnen Christen Jessen Jørgensen, der var gift med Marie Johnsen fra Lønne by. Han købte også jord til gården.

I 1903 overtog datteren og svigersønnen, Mette Marie Jessen Jørgensen og Jens Sørensen Mouritsen, gården. De var blevet gift i 1898, og han kom fra nabogården.

Gårdens areal var på 66 ha. Besætningen bestod af 22 malkekøer og 34 stk. ungkvæg og kalve. Der var 2 tyre, 4 heste og 4 plage og føl samt 6 får. Årligt solgtes 65 fedesvin. Kvægbesætningen var af korthorn, og vedligeholdes hovedsagelig af eget tillæg. Af ungkvæget solgtes årligt ca. 10 stude og kvier.

I 1925 fraskiltes 12 ha til en selvstændig ejendom for datteren og svigersønnen.

I 1942 overtog sønnen Peder Thomsen Mouritsen Sædding Storgård. Han var i 1927 blevet gift med Kristine Laustsen fra Nr. Nebel.

Deres søn, Aksel Mouritsen, overtog gården i 1966. Han var i 1956 blevet gift med Karla Nielsen fra Nr. Nebel. I deres tid brændte nogle af udlængerne, og dermed begyndte en modernisering af gården, som har ført til, at samtlige bygninger er fornyet indenfor de sidste 20 år.

I 1998 købte Peder Mouritsen Sædding Storgård. Han var i 1982 blevet gift med Bente Jensen fra Outrup, og havde samtidig købt gården Søndervang.

Bente og Peder Mouritsen har tre børn: Trine på 24, som er anlægsgartner og arbejder i Australien. Mona på 20 er kosmetolog og nygift med Henning, som er ansat på gården. Robert på 16 er begyndt på sin landbrugsuddannelse, er parat til at overtage slægtsgården og hele godsdannelsen.

 

Selvom Sædding Storgård er en slægtsgård, hvor Peder Mouritsen er 10. generation, og hvis 14xtipoldefar og så har ejet den, så er næsten ingen af ejerne født på gården. Den generation, som skulle følge efter, var ligesom i tilfældet med Bente og Peder Mouritsen, etableret på en anden gård i ventetiden, og her fødtes børnene.

 

Energiforsyning og -forbrug

Aksel Mouritsen fortæller: ”Staldbygningen, laden og vindmøllen blev bygget i 1904. Jordarealet på daværende tidspunkt var ca. 70 ha. Stalden kunne rumme ca. 60 kreaturer og de nødvendige heste til markarbejdet.

Møllen blev i start brugt til en kværn, et tærskeværk og en hakkelsemaskine. Det blev i 1907 ændret, idet det var meget utilfredsstillende at tærske med vindmøllen, som ofte havde en ujævn gang.

Der blev installeret elværk, kun til eget forbrug, bestående af et 110 volt jævnstrømsanlæg med 60 akkumulatorer. Møllen blev nu kun brugt til kværn og en 3 KW dynamo. Dette anlæg dækkede energiforbruget på gården frem til 1944 - d. v. s. tærskning af korn – malkning – roeskæring – vandpumpning – og det lys, der skulle bruges.

Tærskning skulle foregå i blæsevejr under opladning, hvorimod der var nok til det øvrige forbrug i ca. 14 dage efter en opladning.

Møllen krævede en rimelig jævn vind for at kunne trække dynamoen.

I 1943 var akkumulatorerne ved at være opslidt, og bly til udskiftning var vanskelig at skaffe under 2. verdenskrig.

I starten af 1944 fik møllen en skade med et tandhjul på grund af ælde, og i september 1944 væltede den ned i en efterårsstorm.

En epoke med 40 års energiproduktion, som passede til den bedrift, var slut.

Et passende tidspunkt, idet dette anlæg slet ikke kunne tilfredsstille de nye krav til energi, der kom frem i de følgende år.

I sommeren 1969 nedbrændte stald og lade på grund af lynnedslag.”